Vores Football Academy

Vi havde afleveret motorcyklen i fin stand til udlejningsselskabet, og skulle nu som motorcykelloese bikere med flyet tilbage til Buenos Aires. Efter saedvanlig sydamerikansk standard var vi paa grund af kommunikationsbesvaer havnet paa to forskellige fly... Men de var saa begge forsinket, saa vi stod med fire-fem timer og en temmelig kedelig lufthavn.

Frem med den amerikanske fodbold, vi har haft med paa hele turen. Vi fandt et fint stykke graes ved lufthavnen og gik i gang. Her fandt de tre knaegte Paulo, Sergio og Nahuel saa os. En af dem havde set lidt amerikansk fodbold i fjernsyn, og de to andre havde bare masser af interesse i den maerkelige bold.

Det blev til en times sparken og kast. Maaske skulle vi slaa os ned og traene gadeknaegte op til at kunne indtage stadions i USA...

De laante ogsaa mit kamera i 20 minutter. Her er nogle af deres egne billeder...

Mit fly, der skulle gaa en time senere end Rolfs, lettede en halv time foer hans!!!

Vores nye venner

Siden vi naaede kysten ved Atlanterhavet igen, har vi besoegt to pingvinkolonier. De er meget nysgerrige og enormt sjove, naar de gaar. Derfor vinder de turens foersteplads over favoritdyr. De deler den dog med baeltedyret. Det kommer der nogle billeder af senere...

Hold det nu hemmeligt

"Don't tell anyone about this place. It's great!" Han gentog det flere gange. Insisterende. Vi moedte Franz fra New Zealand paa en bro i det sydlige Chile. Det er lige foer, jeg tror han mente det alvorligt. Vi maatte ikke fortaelle nogen andre om Carretera Austral, saa den fantastiske vejstraekning kunne forblive hans, vores og nogle faa andres hemmelige lille stykke ufattelige natur i et oede hjoerne af verden. Men jeg vover nu at raabe hoejt om denne oplevelse alligevel.

Og der er ikke risiko for at ret mange ellers opdager Chiles absolutte perleraekke af naturoplevelser paa de 1000 km elendige grusvej, der snor sig i ydmyghed langs den vestlige side af Andesbjergene. Nogle faa faerger forbinder resten af verden med et stykke vej Pinochet gennemtrumfede i en tid, hvor han ikke behoevede at argumentere for sine planer. Det havde nok ogsaa haft svaert ved, da vejen er utrolig dyr at vedligeholde og kun betjener en meget lille del af befolkningen.

Der er ofte mange timers slidsom koersel mellem smaa byer med under 200 indbyggere. Men naar den nu ligger der, vil det vaere skammeligt ikke at bruge den. Det er her smeltevandet stroemmer fra bjergene i isgroenne floder. Og her skyerne tvinges til at smide alt deres vand, hvilket efterlader Argentina paa den anden side af bjergene med knastoer og kedelig vegetation. Chile har alle blomsterne og de groenne velnaerede traer. De har ogsaa skovsoerne og gletcherne, der smider deres tusind aar gamle stykker ned over dalene.
Efter 849 meget haarde kilometer, begav vi os oest over Andesbjergene. Vi valgte en vej ind i Argentina, der paa et af kortene kun var markeret som en sti. Der var trods alt to hjulspor, men de havde saa ogsaa et imponerende udvalg af elendig vejbelaegning. Specielt naar man skal holde balancen paa en 430 kilo tung motorcykel. Med fuld koncentration naaede vi graensestationen, som var den foerste uden koe!
"Fem!", svarede betjenten, paa mit spoergsmaal om, hvor mange biler han dagligt betjener...

Dronningen var her ogsaa

Vi fik et ufrivilligt ophold paa to dage i Puerto Montt i Chile, mens vi ventede paa ledige pladser ombord paa den lille faerge til det meget oede omraade 10 timers sejlads mod syd. Men vi fik fint besoeg i ventetiden.

Da vi stod op laa det enorme krydstogtskib 'Queen Mary 2' for anker, og sendte sine smaa baade med koebelystne passagerer ind til den ellers lille stille havneby. Denne dag virkede det, som om alle i byen havde faaet fri og fundet deres fineste toej frem.

Udover det store skibs fine besoeg, havde 'Russere Paa Is' slaaet deres roed-gule telt op i udkanten af byen, og boed paa isdans midt i den chilenske sommer. Vi valgte dog at se Superbowl (finalen i amerikansk fodbold) i fjernsynet...

Tilbage fra oedemarken

For en lille uges tid siden tog vi en faerge i det sydlige Chile. Efter 10 timer til havs, blev vi sat af i et af de mest oede omraader, jeg nogensinde har vaeret. Derfor har der vaeret meget stille her paa hjemmesiden.

Vi har ikke vaeret paa nettet, men har tilgengaeld oplevet en helt fantastisk voldsom natur. Hver eneste sving paa den, blandt motorcyklister, sagnomspundne 'Carratera Austral' boed paa nye gletchere, vulkaner og stejle klippesider. Mange flere billeder vil foelge, naar vi har udnyttet civilisationen her i Argentina igen... Det betyder bl. a. at have konstant varmt vand, elektricitet efter kl. 22 og restauranter!

Talampaya

I det nordlige Argentina ligger nationalparken Talampaya midt ude paa en oede slette. Ud af tilsyneladende ingentig rejser enorme roede klippevaegge sig af sandet. En flod har i sin tid skaaeret sig gennem den poroese roede klippe, der nu paa de hoejeste steder er 160 meter!

Rolf kastede sig energisk over baade flora og fauna i parken, og maaske faar I resultatet af denne ihaerdige indsats at se her paa siden.

Her ses Rolf (en meget lille Rolf i hoejre side) sammen med den enorme stenfigur, der skulle ligne en bedende munk.

Lidt af hvert - fra her og der

Foerst skal I lige moede de meget flinke fyre, Henry og Eduardo, fra en tankstation i en lille udoerk midt paa den argentinske pampas.

Byen ligger midt i mellem ingenting, staar vist ikke engang paa vores kort og laa hen i en voldsom middagsdvale, da vi rullede gennem "hovedgaden" en eftermiddag. Men tanken havde aabent, og vi fik vores haardt tiltraengte vand. Det er et af de slags steder, hvor man overvejer, hvor laenge der ville gaa, foer verden ville opdage det, hvis hele byen pludselig forsvandt. Eller hvor laenge der ville gaa foer byen ville opdage det, hvis resten af verden forsvandt. Men Henry kendte da godt Danmark. Nogle af de lokale landmaend havde vaeret paa studieophold der - eller ogsaa var det i Tyskland...

I loebet af et halvt aars rejse gennem Latinamerika sidste gang moedte jeg korruption en gang. I Argentina. Og det blev ogsaa en argentinsk betjent, der introducerede det oedelaeggende element for os denne gang. Der er mange check-points, hvor de kontrollerer motorcyklen og os - og vores faerden! Da saadant et var faerdigt, bad betjenten os om en smule penge. Jeg spurgte mistroisk: "Til hvad?" Han svarede helt naturligt, at det var til ham selv og kollegaen. Da han saa mit undrende udtryk, svarede han, at det var saa de kunne koere ud og samle trafikdraebte dyr op om natten! Tjah, vi gav ham 2 pesos - 4 kr. og fik et tandloest smil til tak.
Det er check-pointet i baggrunden. Rolf har haft lidt problemer med sine oerepropper...

Lidt senere havnede vi en kontrol igen. Da vi var blevet godkendt, bad betjenten om en skilling og maatte forklare mig, at det var til deres indsamling af doede dyr om natten. Jeg forklarede ham, at vi allerede havde stoettet den sag, hvortil han svarede: "Jamen, saa en moent til en Cola..." Den fik han ikke.

Her er familien azynaduir - eller noget i den stil. Deres baghave (naesten en nationalpark) er meget rig paa mineraler og sten. Hver morgen saetter de alle stenene ud til mulige kunder paa den svagt befaerdede vej og tager dem alle ind om aftenen. Hvis en bil (eller motorcykel) saa meget som saetter farten ned, kommer hele familien loebende de 70 meter fra huset ned til bordet.

Rejsebrev 13 - "la ultissima"

Og dét lover jeg!
For mit indre øje ser jeg par danse tango på en plads i Buenos Aires, og for mit indre øre krydres kaffen på en café med levende musik af violin og piano...

Rejseerindringerne var ellers ved at drukne i en kaotisk rejse hjem: 10 timer i Roms lufthavn, hvor der dagen før var 78 aflyste fly + den dags fly fra en lukket Milano lufthavn! Efter lufthavnshotel i Bruxelles lykkedes det at nå hjem til is og frost efter 30 graders varme.
Alt dette foregik i ynkelig tilstand, uden mad, drikke og røg. Dertil i mundering af MC-jakke med rygskjold og det hele, store støvler, et MC-dæk i kinesertaske klistret til med gaffatape, en mappe med grafik under armen og lidt anden bagage.
Godt råd: Stå ikke med en 20 euro til bagagevogn! Som en god ven sagde for nylig:"Jeg rejser aldrig mere uden en lommelærke" - jeg kan tilføje: og lidt småmønt!

Hvis I har fulgt denne form for en motorcykeldagbog og kunne tænke jer lidt mere, holder jeg åbent hus i galleriet torsdag d. 23. februar kl. 18-21. Foredraget vil være ca. kl. 19.
Der vil være lidt at varme sig på og mulighed for at købe grafik fra Buenos Aires' grafiske museum.

Kærlig hilsen Ellen